Jobsøgende?

Studerende?

Kom godt igang – få direkte besked når der er nye studiejobs.

X

HVORFOR ER DET OVERHOVEDET VIGTIGT?

Jobsamtalen er din chance til at overbevise din kommende chef om, hvorfor det er lige netop dig der skal have jobbet! Derfor et det vigtigt at du gør et godt indtryk til jobsamtalen.

DET SKAL DU GØRE – KORT OG GODT

Forbered dig, ved at sætte dig ind i, hvad virksomheden står for – og hvordan du kommer derhen
Tænk over, hvordan du vil svare på deres spørgsmål
Gå i bad og tag pænt tøj på
Fyr den af!

BLIVER DU NERVØS?

Det er helt normalt at være nervøs. Det er de fleste, uanset hvor mange samtaler de har været til. Der er jo noget på spil – ligesom til en eksamen. Træk vejret, sænk skuldrene og tag det roligt. Det er også okay at sige, at du er lidt nervøs, fx fordi det er længe siden, du har været til en jobsamtale, eller fordi du bare så gerne vil have lige netop dette job. En god idé kan være at have jobopslaget, din ansøgning og dit CV foran dig med en kuglepen. Så kan du altid lige notere eller kigge ned, hvis du taber tråden.

 

DEN LIDT LÆNGERE VERSION

7 RÅD TIL FØR SAMTALEN

KOM TIL TIDEN
De første sekunder sammen betyder meget for en arbejdsgivers indtryk af dig. Og hvis du ikke engang er der, fordi du kommer for sent, er det ret svært at give et godt indtryk. Sørg for at undersøge vejen til virksomheden, så du er der til tiden.

TJEK DEM UD
Undersøg virksomheden på nettet, så du er sat ordentligt ind i, hvad de egentlig laver. Hvis de fx lige har opfundet noget nyt eller har været meget i medierne, er det meget godt at vide, så man ikke bliver overrasket i samtalen.

TAG EN TUR I ELEVATOREN
De fleste virksomheder vil bede dig om kort at præsentere dig selv til at starte med. Og selvom man kender sig selv rimelig godt, kan klappen godt gå ned eller man kommer til at vrøvle om at man engang vandt en dansepokal. Du skal være knivskarp, så øv dig på din ”tale” hjemmefra. Forestil dig at du træder ind i en elevator og møder Statsministeren. Du har din chance for at præsentere dig – men kun indtil I er ankommet til etagen og dørene åbner. Det skal være spot on! Det, der typisk er relevant, er hvor du bor og går i skole, hvad dine ambitioner er, hvad du er stærk i og hvad du har lavet før, som er relevant for jobbet.

LAV DIT HJEMMEARBEJDE – OG TAL DIG IND I JOBBET
De fleste virksomheder har nogle standard spørgsmål, de stiller dig. Kom på forkant ved at forberede dig hjemmefra. En klassiker er fx at spørge dig, hvad du er god til og hvad du er dårlig til. Det kan være svært at prale, men også være svært at fortælle om ens mangler – man vil jo ikke tale sig væk fra jobbet. Her er tricket at gøre svarene relevant for jobbet. Det giver fx ikke meget mening at sige, at du ”er vildt godt til at stå på rulleskøjter” hvis du skal sidde i kassen i et supermarked. Svar ærligt – men tænk på, hvorfor du sidder der. Få det hele til at handle om jobbet. Hvis din negative ting er, at du fx ikke er særligt god til andre mennesker, så sig i stedet, at du er meget selvstændig.

SAMTALE
Det er en grund til, at det hedder en job-SAMTALE. Det er vigtigt, at I taler sammen – det er ikke nok, at du bare svarer på deres spørgsmål. Derfor er det også en god idé, at du forbereder nogle spørgsmål til virksomheden. På den måde viser du også, at du er interesseret i jobbet. Hvis ikke de selv kommer ind på det, er løn dog normalt et emne, man ikke spørger ind til som det første. Det skal jo ikke virke som om, at du har taget jobbet bare for pengenes skyld. Nogle steder kan det fx være relevant at spørge, om kollegerne er gode til at tage hinandens vagter, hvis man er nødt til at bytte en vagt? Eller hvilken kultur, der er – passer man bare sit eget, eller er man et team? Hvis du overtager en andens stilling, kan du fx spørge, hvorfor den tidligere medarbejder stoppede? Find selv på relevante spørgsmål, så lærer du også mere om virksomheden, samtidig med at du scorer point i arbejdsgiverens bog.

TAG PÆNT TØJ PÅ
Hvis du skal til jobsamtale som piccoline i et forsikringsselskab, er det vigtigt at have tøj på, som en piccoline måske ville have på. Spil rollen! Så kan din kommende chef også nemmere se dig i jobbet.
Vær præsentabel – ligesom hvis du skulle møde svigerforældrene for første gang, og sørg for at smide tyggegummiet ud inden samtalen.Hvis du er i tvivl om, hvad man har på der hvor du har søgt et job, kan du prøve at tage hen til virksomheden på tidspunktet omkring hvor folk møder eller går hjem. Så kan du se, hvad dress-coden er på arbejdspladsen og tilpasse dig derefter.

INGEN FORSTYRRELSER
Husk at sætte telefonen på lydløs og lad den ligge i tasken, så du er 100 procent fokuseret på samtalen.

10 RÅD TIL UNDER SAMTALEN

SMALLTALK
Du bliver i princippet bedømt lige så snart, du træder ind i bygningen. Så smil til alle du møder og start blødt ud med småsamtaler for at komme i gang – fx at vejret da er helt fantastisk i dag eller at de godt nok har en skøn udsigt. Hvad end der falder dig naturligt. På den måde får I også brudt isen, så det ikke er anspændt indtil I sætter jer ved bordet, og de siger ”Nå. Skal vi til det?”

TAKT OG TONE
Hvis de byder dig noget at drikke, så sig endelig ja. Det er høfligt som gæst at tage imod og meget rart at kunne tage en slurk, mens man lige tænker over svaret på et spørgsmål. Men hvis der står vand og cola på bordet, så lad være med at sige, at du godt kunne tænke dig en hindbærbrus.

ØH, HVILKET JOB?
Hele samtalen handler om, at du skal tale dig ind i jobbet – overbevise dem på den anden side af bordet om, at de skal ansætte dig. Så sørg for at få afklaret så tidligt i samtalen som muligt, hvad det egentlig er, din stilling helt præcis vil indebærer. Det er ret svært at sælge sig selv til en stilling, man ikke er sikker på. Der er stor forskel på hvad du skal kunne – og dermed lægge vægt på – alt efter om de vil ansætte dig som opvasker eller tjener fx.

VIS HVEM DU ER
Ud over at du skal kunne udføre jobbet, kigger din kommende chef også efter om du vil passe ind i teamet. Så giv dem lidt af din personlighed, lad dem se, hvad du er for en. Hvis stemningen er til det, kan man sagtens joke en lille smule.

HVAD MED LØNNEN?
De fleste steder er lønnen bestemt på forhånd. Men hvis de et sted spørger dig, hvad du forestiller dig at få i løn, så undersøg lige sagen først. Hvis du siger et lavt beløb, snyder du dig selv, er beløbet for højt, finder de en anden. På Jobpatruljen.dk kan du finde ud af, hvilken løn du har ret til, hvis der er overenskomst på virksomheden.

HUSK, HVEM DU TALER TIL
Hvis de spørger, hvorfor du sagde op i dit sidste job, så lad være med at sige at ”det var et nederen sted, hvor man fik en dårlig løn og chefen var en kæmpe nar.” Tænk på at du sidder foran en arbejdsgiver – han tænker automatisk på, hvad du mon vil sige om dem, hvis du en dag stoppede der.

SPIL IND
Det er ikke sikkert, de stiller det spørgsmål, du havde håbet på. Men hvis du har forberedt et virkelig godt svar, som ikke må gå til spilde, så må du godt selv skifte emne – så længe du ikke afbryder noget.

TÆNK I EKSEMPLER
Det er virkelig let at sige, at man er vildt god til det hele. Det er svært for arbejdsgiveren at lure, om du i virkeligheden er det. En god idé er at komme med eksempler. Hvis du fx bliver spurgt, hvordan du er som kollega, så lad være med at svare ”Jeg er en god kollega, og alle plejer at kunne lide mig.” Fortæl i stedet om et konkret eksempel, som at du altid siger hej, når du kommer eller om dengang, du arrangerede bowlingturen, der var et kæmpe hit, fordi alle kom og sagde, det var sjovt og at I måtte gøre det igen snart. Det viser, at du er vellidt og gør noget for det sociale, frem for blot at påstå det.

SIG NOGET MERE
Det er ikke ”20 spørgsmål til professoren”. Det er en samtale, så husk at du ikke blot skal svare ja/nej eller svare kort og vente på næste spørgsmål. Gør det til en naturlig dialog.

SLUT GODT AF
Når samtalen lakker mod enden, bliver man normalt spurgt, om der er noget man vil tilføje eller om man har nogle spørgsmål. Hvis du føler det hele er besvaret og sagt, så kan du passende slutte med ”De spørgsmål jeg havde, er blevet besvaret. Så nu har jeg en endnu større forståelse for jobbet, og tror på at vi vil kunne få et godt samarbejde” sagt med dine egne ord. Det kræver selvfølgelig at samtalen reelt har været god. Men på den måde får du sagt, at du stadig er frisk på jobbet! Hvis du har spørgsmål, er det selvfølgelig her du skal stille dem.

3 RÅD TIL EFTER SAMTALEN

FIK JEG SÅ JOBBET?
Det er ikke altid, man får besked med det samme, om man er ansat. De skal formentlig have andre til samtale. Når I afslutter samtalen kan du evt. spørge, hvornår du kan forvente et svar.

KEND DIN RET
Når du får jobbet, så husk at sende ansættelseskontrakten ind til din fagforening, inden du skriver under på den. Kun på den måde kan du være sikker på, at du bliver behandlet ordentligt i jobbet.

ØVELSE GØR MESTER
Fik du ikke jobbet? Op på hesten! Ingen samtaler er spild af tid, hvis du gør dit bedste. Men hvis du virkelig skal lære noget af det, så tag dig mod til at spørge, hvorfor de ikke valgte dig. På den måde har du noget at arbejde med, så du kan være bedre næste gang.
Leder du efter flere råd kan du klikke på Gode Råd eller på Jobansøgning for at finde mere information.

HELD OG LYKKE MED SAMTALEN!